Egne websider
It skaber ændrede arbejdsformer – eller fordrer de ændrede arbejdsformer øget it-anvendelse?
Elevernes selvstudium ved en computer, gruppearbejde ved computeren og elektronisk kommunikation generelt bliver mere og mere centrale faktorer i undervisningen.
I et læringsmiljø præget af differentiering og rummelighed er websider et nyttigt redskab, som tilgodeser ønsker om at tilpasse undervisningssituationen til nye undervisnings- og arbejdsformer. Hvad enten man har mulighed for at uploade websider til en webserver – eller blot kan lægge dem på skolens fællesdrev eller intranet – har dette medie en række muligheder i relation til undervisningen. Dels som lærerens værktøj i fremstillingen af undervisningsmateriale og i organiseringen af undervisningen, dels som elevens værktøj i det faglige arbejde.
En enkel webside med relevante startlink til et undervisningsforløb – hvor bl.a. internettets ressourcer indgår – kan spare megen diffus søgning. Et mere omfattende klassewebsted – med link til fagene, projekter, lærernes websider og anden relevant information – kan fungere som en nyttig webportal for eleverne i det daglige skolearbejde.
En løbende anvendelse af websider til forløb i undervisningen kan skabe gennemsigtighed i og overblik over undervisningsprocessen, fx med inddragelse af forskellige webbaserede undervisningsmaterialer, opgaver, noter, præsentation af resultater af projektarbejde, eksterne link, evalueringer, pensumoversigter m.m. Samtidig styrkes elevens mulighed for at reflektere over sin egen læringsproces og udvikling inden for det faglige felt.
Modulerne i dette tema er:
Om
1. Kom i gang
Modulet diskuterer den kommunikative kompetence, websider som præsentationsform og webstedets indhold. Modulet indeholder opgaver i anvendelse af FrontPage, bl.a. skabeloner, link og tabeller.
2. Layout og design
Indholdet på websiden er og bliver det vigtigste. Modulet gennemgår weblæsernes adfærd for at diskutere webdesign, som netop er et spørgsmål om kommunikation og forståelse af symboler og deres virkning på modtageren. Modulet indeholder opgaver i anvendelse af FrontPage til layout og design, bl.a. typografier, PseudoClass og Absolut placering.
3. Farver og finish
Et billede siger mere end tusind ord – og fylder tilsvarende, påstår det afsluttende modul, som netop gennemgår fordelene og ulemperne ved anvendelse af grafik på websider. Modulet indeholder opgaver i anvendelse af FrontPage til bl.a. hotspots. Herudover gennemgås anvendelse af metadata, som kan være med til at sikre udbredelsen af websiden.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

